At skabe mening gennem fortællinger

Et uddrag fra kapitlet "I inklusionens tjeneste" fra bogen "Narrativ praksis i skolen"

 

 narrativ i skolen

Narrativ Praksis i Skolen
Redigeret af Anette Holmgren

og Martin Nevers

Hans Reitzels forlag 2012

 

Kapitlet beskriver et forløb, der blev iværksat, fordi der var tvivl om, hvorvidt Emil kunne forblive i sin klasse. Forløbets hovedelementer var en række familiesamtaler, hvor Emil, hans forældre Bo og Elisabeth og klasselæreren Morten deltog. Dette blev suppleret med en række lærersupervisioner, hvor hele lærerteamet omkring Emils klasse deltog. Det følgende uddrag beskriver det samspil, der på et tidspunkt opstod mellem familiesamtalerne og lærersupervisionen:

  

"Et tema, som viste sig at være centralt på lærersupervisionerne, var den uforståenhed, der ofte kom til at gribe lærerne, når Emils problematiske adfærd viste sig. For mange af lærerne var det svært for at forstå, hvorfor Emil gjorde, som han gjorde. Flere var optaget af spørgsmål om, hvorvidt Emil havde ”onde hensigter” eller om hans handlinger snarere skulle opfattes som en slags grove drengestreger. Især Hanne, som havde klassen i fysik, gav udtryk for ofte at føle sig rådvild. ”Jeg tror bare ikke, jeg har det så nemt med sådan nogle drenge som Emil”, sagde hun til en af de første supervisioner.

Til den efterfølgende familiesamtale vise det sig, at Emils mor i referatet fra lærersupervision, havde hæftet sig ved fysiklærerens rådvildhed. Elisabeth fortalte, at hun faktisk selv i en periode var i tvivl om, hvorvidt Emil gjorde disse grænseoverskridende ting af ond vilje. Men efterhånden var hun blevet overbevist om, at det ikke var sådan det forholdt sig.


Jacob: Hvad er det, der har overbevist dig om det?


Elisabeth: Det er, at jeg kan se, at Emil selv kæmper imod problemerne, og at han selv bliver ked af det, når det går op for ham, hvis han er kommet til at såre andre. Faktisk vil jeg sige, at han har et rigtig stort omsorgs-gen. Men jeg forstår godt, at andre kan blive i tvivl om Emils hensigter, når han er i problemets vold. Og jo mindre kendskab, man har til Emil, desto sværere kan det være at få øje på, at han ikke har onde hensigter.


Bo: Jeg synes også det er værd at bemærke, at Emil aldrig bevidst er imod nogen eller noget, selv når det flabede eller regelbrydende fylder mest.


Jacob: Så hvad tænker du det handler om, hvis det ikke handler om bevidst at være imod nogen eller noget?


Bo: Jeg tror egentlig, at Emil gerne vil overholde reglerne. Men han bliver bare rigtig tit mere tiltrukket af det, der frister ham over evne. Og så tror jeg, at hans Karl-Smart-attitude og tilsyneladende dovenskab er en måde, han håndterer tingene på, når han bliver usikker.


Til næste lærersupervision, hvor lærergruppen havde haft lejlighed til at læse om familiens overvejelser, bemærkede jeg med det samme, at Hanne så mindre anspændt ud end til forrige supervision, og da jeg spurgte gruppen, hvad de havde været optaget af siden sidst, var hun den første til at tage ordet. Hanne fortalte herefter om sin egen bevægelse de sidste uger, hvor hun var begyndt at sige til sig selv, at det ikke nyttede noget at hidse sig op og blive irriteret på Emil. Dette kunne hun lettere nu, hvor hun har fået en anden forståelse for, at Emil gjorde sit bedste, og for eksempel ikke glemte sine bøger med vilje. Hanne havde på denne baggrund valgt at opbevare Emils bøger i klassen, så de begge var sikre på, at materialet var tilgængeligt til hver undervisningsgang. Sidst men ikke mindste fortalte Hanne, at det havde gjort en stor forskel for hende at erfare, at Emil ikke handlede, som han gjorde, fordi han bevidst ønskede at være imod hende. Hannes fortælling om sin bevægelse indeholdt flere spændende pointer. Det var tydeligt at se, at hun havde ladet sig inspirere både at sine kollegaers erfaringer og af Emils egne ord, om at det gav bagslag at blive vred og hidse sig op. Samtidig var det blevet muligt for hende, at gøre noget andet, fordi hun havde fået en forklaring på, hvorfor Emil sommer tider handlede, som han gjorde. Man kunne måske endda sige, at hun havde fået en mulighed for at skabe sig en fortælling, der kunne rumme de episoder, der før fremstod som uforklarlige for hende. ”At skabe historier er vores medium til at forlige os med den menneskelige tilstands overraskelser og besynderligheder. Historier gør det uventede mindre overraskende, mindre uhyggeligt”, kunne vi med fordel lade Bruner supplere. (2004, s. 104)


Charlotte, som havde Emil i hjemkundskab havde også siden sidst tænkt over, at Emil frem for at være en dreng med ondskabsfulde hensigter måske i stedet blot skulle ses som en dreng, hvor trangen til at ”ville det sjove” indimellem kommer til at trumfe hans intentioner om at leve op til de voksnes forventninger. Charlotte havde også bemærket, at Emil var gået fra at sabotere madprojekterne til i højere grad at lave sin særlige form for sjov på mere acceptable måder. For eksempel havde han i timen forinden listet frugtfarve i nogle pigers dej, så de til deres store undren var endt op med en grøn pizza. At dømme ud fra latterudbruddet på lærersupervisionen havde Emil måske her ramt noget, der vitterligt var sjovt, uden at det gik ud over nogen. Det var i hvert fald en god historie." (Narrativ praksis i skolen s. 92-94)

 

Forankrings forlob 3

Hvis du klikker her, kan du læse mere om de pædagogiske forankringsforløb, som Narrativt Selskab tilbyder. 

 

 

 pdf icon2

Download en

beskrivelse af

forankringsforløbene