Jeg tilbyder supervision både individuelt og i grupper. Som supervisor ser jeg det som min fornemste opgave at stille spørgsmål, der giver deltagerne nye perspektiver på den problemstilling, som de står over for.

God supervisionspraksis handler ikke om at løse problemerne, men om at bringe mennekser tættere i kontakt med det, som er vigtigt for dem, som problemerne lige nu skygger for.

Ud over at stille spørgsmål, finder jeg det virksomt også ind imellem at bringe mine egen faglige erfaringer i spil som en "sammenfletning af viden". Et godt råd eller et fagligt input kan være både meningsfuldt og brugbart, blot det indgår i samtalen med den rette timing, så det kobler sig til supervisandens overvejelser og værdier.

Det er min erfaring, at den narrative tilgang gør noget godt i forbindelse med udviklingsprojekter, APV-opfølgning og konflikthåndtering på arbejdspladser.

Hver gang vi skal forandre noget, eller når tingene ikke går op, er der fortællinger på spil. Disse fortællinger former vores forestillinger om de andres bevæggrunde og vores blik på den position, vi selv indtager.

Ved at kaste lys på de logikker, som medlemmerne af en organisation hver især navigerer ud fra, og samtidig hjælpe dem til at italesætte deres håb, drømme og intentioner, viser det sig stort set altid, at ingen handler ud fra negative hensigter. Men fordi vi taler fra forskellige perspektiver og med udgangspunkt i forskellige præmisser, sker det, at vores fortællinger kolliderer.

"Konflikter består af løsninger", som Bo Hejlskov udtrykker det. Den handling, som fremstår som et problem, for den ene, viser sig ofte at være et forsøg på en løsning fra den andens side. At komme på sporet af dette, kræver imidlertid ofte en struktureret og velorganiseret proces.